Er du ejer af en IRS model Triumph (TR4 IRS, TR5, TR6, Stag, 2000/2500) kender du måske dette? Klonk lyde fra bagenden ved igangsætning og slag med røven ved gearskift efter kraftig acceleration. Årsagerne skal findes i trækaksler og baghjulsophæng.

Trækakslerne er forskydelige i længderetningen og efter mange års tro tjeneste også lidt “forskydelige” i rotationsretningen. Strålerne bliver slidte og dette giver slub og det er dette der giver klonklydene ved igangsætning. Det har i og for sig ikke den store funktionsmæssige betydning hvis akslerne ellers er velsmurte men er selvfølgelig træls at høre på for den engagerede bilentusiast.
Det er den gamle i forgrunden på billedet 🙂 (dimsen til højre er en lækker opgradering til PI’er med moderne højtrykspumpe, men det er en historie til en anden gang)

Den gamle aksel indvendig.

Slaget med røven er lidt sværere at ignorere, især hvis man er til lidt frisk kørsel. Hvor kommer det så fra og hvad har det med trækaksler at gøre?

Hvis akslerne er slidte, og måske ikke har fået fedt af en god kvalitet for nylig, vil det forskydelige led nappe sig fast under acceleration og forhindre længdeforskydning. Et kendetegn ved Triumph IRS modellerne er at de godt kan lide at “sætte sig” på bagenden under acceleration. Dette kombineret med akslernes “ikke forskydelige” forskydelige led presser baghjulene udad under acceleration. Ved gearskift løsner trækakslerne sig og hjulene “svupper” ind på plads hvilket giver en urolig bagende. Er du med så langt?
TR6 bagsvinger.

Hvorfor kan hjulene presses udad? Fordi bagsvingerne er ophængt i og roterer omkring gummibøsninger. Dette giver god komfort og lavt støjniveau, men også et fleksibelt ophæng. Desuden giver den sig med tiden og forårsager sporingsfejl.
Gamle møgbøsninger.

Løsning(er):
1. Budget, man er vel en fattigrøv.
Smør de forskydelige led med en god fed kvalitet fedt. Evt. bores en smørenippel i så efterfølgende smøringer kan foretages uden adskillelse. Dette har man åbenbart ikke ment var nødvendigt den gang bilerne var nye. Du har nu reduceret “fastnapningen” så meget som muligt og dermed den urolige bagende. Bilen siger stadig “klonk” når du sætter igang og slag med røven kan måske stadig fremprovokeres hvis man virkelig prøver.

2. Mellem, lidt penge skal man vel bruge på sit kæreste eje.
Udfør løsning 1 og skift samtidig de originale gummibøsninger i bagsvingerne til et moderne polyetylen produkt. Dette giver et stivere ophæng og dermed mindre bevægelse. Behøver jeg at skrive at bilen stadig siger “klonk” ved igangsætning?
Lækker poly bøsning.

3. Premium, dyr men lækker, meget lækker.
Udfør løsning 2, men istedet for at smøre på det gamle l… køb nogle nye aksler. Der fåes flere forbedrede varianter. Eks. en “uprated” udgave efter samme princip som de gamle, men den forskydelige del har større diameter og er belagt med et plastprodukt. Dette giver en slidstærk ledtglidende løsning. Den har sørme smørenippel både i det forskydelige led og krydsene! ~250£ pr stk
Her ses den nye og gamle. Den nye øverst !!

Montage af nye trækaksler er rimelig lige til. Afmonter de fire bolte ved bagtøjsflangen, af med hjulet og bremsetromlen, afmonter de seks møtrikker der holder navet, træk hele akslen ud. Monter i omvendt rækkefølge. Har man ikke en komplet erstatningsaksel skal navet flyttes over på den nye aksel inden montage. Det kræver lidt erfaring og en stor skruestik.
Obs!! Hvis du som jeg er nysgerrig og lige skal skille den nye aksel ad skal du være opmærksom på at den kan samles forkert i strålerne. Gaflerne på de to akseldele skal sidde ens. Hvis de drejes i forhold til hinanden smadrer man krydsene mm i løbet af kort tid. Evt. lad være med at skille dem ad? Den gamle type er idiotsikker.

Lav lige et bremseeftersyn når du nu er derinde.

Man kan også få en løsning baseret på moderne CV led (kendes fra trækaksler på forhjulstrækkere). Den er dyr (og lækker), skal ikke smøres. Efter min mening lidt at overgøre det men det er et frit land. Skal købes inkl. hjullejet da dette er specielt. Sagde jeg det var dyrt? +500£ pr stk Hvis man alligevel vil have nye baghjulsnav også er det ikke så meget dyrere end std. Ca. 100£ per side. Er mere omstændig at montere da enten bagtøj eller bagsvinger skal ned for at få plads, måske skal der også slibes lidt i bagsvingeren pga. de større led.
Den nye løsning.

Mvh
Mads